Elefanter spises bedst i små bidder
Gennem tre år har Business Center Bornholm og Offshore Center Bornholm hjulpet 30+ bornholmske virksomheder med at forberede sig på de forretningsmuligheder, som Energiø Bornholm skaber. Projektet har styrket virksomhedernes kompetencer, skabt nye relationer og givet et stærkere grundlag for lokal værdiskabelse.
Af Michael Berg Larsen / aug. 2026
Energiø Bornholm er et milliardprojekt. Alene landanlægget ved Sose på Sydbornholm forventes at koste på den anden side af 10 mia. kroner. Men hvordan får små og mellemstore bornholmske virksomheder en plads ved bordet, når nogle af Europas største energi- og infrastrukturselskaber rykker ind?
Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for projektet “Baltic Energy Island – styrkede små og mellemstore virksomheder”, som de seneste tre år har været drevet af Business Center Bornholm og Offshore Center Bornholm.
Målet har været enkelt: at gøre lokale virksomheder klar til at byde ind på de opgaver, der følger i kølvandet på Energiø Bornholm.
Potentialet viste sig hurtigt at være langt større end mange havde forestillet sig. Ikke kun inden for traditionelle entreprenøropgaver som jordarbejde, kloak, vejanlæg og elinstallationer, men også inden for transport, overnatning, rengøring, lagerfaciliteter, adgangskontrol, catering, udlejning og drift af en camp til flere hundrede medarbejdere.
Projektets værktøjskasse har blandt andet bestået af individuelt tilpassede udviklingsforløb, virksomhedsbesøg, studieture, netværk, tematiske arbejdsgrupper og et løbende overblik over kommende udbud.
”Jeg må sige, at der har været overraskende stor opbakning til projektet. Selv i perioden med politisk usikkerhed om Energiøen har virksomhederne holdt humøret oppe. De har troet på projektet, så vi kunne sætte aktivere alle i arbejdsfaggrupperne, da det gode budskab endelig kom og Energinet kunne arbejde videre med projektet. Og 70 deltagere mødte op til afslutningskonferencen,” fortæller Lone Reppien Thomsen fra Offshore Center Bornholm.
Selv om Energiø Bornholm fortsat befinder sig i den indledende fase, har projektet allerede sat tydelige spor.
”Vi kan stadig tælle på én hånd, hvor mange virksomheder der har landet egentlige ordrer. Det er helt naturligt på nuværende tidspunkt,” siger Jørn Pedersen fra Business Center Bornholm.
”Til gengæld har projektet løftet 26 bornholmske virksomheder. Vi har gennemført 34 individuelt tilpassede udviklingsforløb. Nogle virksomheder har arbejdet med certificeringer, andre har professionaliseret deres arbejdsgange eller udviklet nye forretningsområder.”
Han peger samtidig på, at virksomhederne har haft stor glæde af erfaringerne fra Offshore Center Bornholm.
”Virksomhederne har kunnet spejle sig i medlemmerne af Offshore Center Bornholm, som gennem mere end ti år har arbejdet sammen med store maritime og internationale offshorevirksomheder. Samtidig har Bornholm arbejdet målrettet med at forberede sig på Energiø Bornholm siden 2019.”
Døråbneren
Et af projektets vigtigste resultater er ifølge Lone Reppien Thomsen ikke de konkrete ordrer, men at åbne døre og skabe relationer.
”Vi er lykkedes med at skabe tillid mellem de bornholmske virksomheder og de entreprenører, der forventes at byde på anlægsarbejdet. De bornholmske virksomheder har fået mulighed for at præsentere sig selv, vise deres lokale styrker og komme tidligt ind i dialogen.”
Et væsentligt del af projektet har været at dele viden og skabe overblik. Energiøen er et stort projekt, men der sker også andre spændende anlægsprojekter på Bornholm.
“Overblikket er et væsentligt værktøj, så virksomhederne bedre kan investere rigtigt og derved minimere deres risiko,” siger Lone Reppien Thomsen-
Den næste milepæl bliver, når Energinet udpeger hovedentreprenøren.
”Når entreprenøren er valgt, bliver projektet langt mere konkret. Så begynder valget af underleverandører,” oplyser Lone Reppien Thomsen.
Bornholms hjemmebanefordel
Arbejdsgrupperne viste også værdien af det lokale kendskab.
Logistikken viste sig hurtigt at være en af de store udfordringer. På et tidspunkt arbejdede projektet med et scenarie, hvor 60 lastbiler samtidig skulle aflæsse på byggepladsen, mens yderligere 60 var på vej til Bornholm, og endnu 60 ventede på kajen i Køge. Den logistik ville det nuværende færgesystem ikke kunne håndtere.
Samtidig pegede virksomhederne på, at de eksisterende råstoftilladelser sandsynligvis ikke ville kunne dække behovet for betonproduktion.
”Det har givet os mulighed for at komme problemerne i forkøbet,” siger Jørn Pedersen.
Hvad nu?
Selv om projektet er afsluttet, fortsætter arbejdet.
På kort sigt handler det om byggepladsen og de mange medarbejdere, der kommer til øen. På længere sigt handler det om den energipark, der ventes at vokse frem omkring transformerstationen.
Projektets deltagere har blandt andet besøgt Femern Bælt-forbindelsen og Kalundborg Symbiose for at hente inspiration til, hvordan virksomheder kan samarbejde om energi, ressourcer og cirkulære løsninger.
”Det er vemodigt, at projektet er slut, men heldigvis fortsætter mange af aktiviteterne hos blandt andre Campus Bornholm, Bornholms Regionskommune, Bornholms Erhvervsfond, Bornholm Agency og Tilflytterservice. Hos Offshore Center Bornholm arbejder vi videre med projekterne på Rønne Havn. På den lidt længere bane har vi ambitioner om, at servicehubben, der skal vedligeholde Energiøens vindmøller – den skal forankres i bornholmske virksomheder,” siger Lone Reppien Thomsen.
Selvom projektet er afsluttet, hjælper Business Center Bornholm fortsat virksomheder, der ønsker at blive leverandører til Energiø Bornholm eller andre større anlægsprojekter.
”Så sent som i sidste uge blev vi kontaktet af to virksomheder, der gerne vil tættere på Energiø Bornholm. Vi tilbyder fortsat vejledning og individuelle udviklingsforløb. Tilskuddene er væk, men vi hjælper fortsat virksomhederne med at finde finansiering til nye udviklingsprojekter,” siger Jørn Pedersen og bemærker, at det fortsat er muligt for de bornholmske virksomheder at blive skrevet op på en leverandørliste.
FAKTABOKS
Baltic Energy Island – styrkede SMV’er
Projektet er gennemført af Business Center Bornholm og Offshore Center Bornholm i samarbejde med Baltic Energy Island, Bornholms Regionskommune og Energy Cluster Denmark.
Projektet er finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Projektets resultater
- 26 virksomheder styrket
- 34 individuelle udviklingsforløb
- Flere tematiske arbejdsgrupper
- Studieture til bl.a. Femern og Kalundborg
- Matchmaking med kommende entreprenører
- Over 70 deltagere på afslutningskonferencen
- Nye samarbejder på tværs af virksomheder
Illustration: AI / Nano Banana
Del eller print
