Rønne Havn og Offshore Center Bornholm drog i fællighed til WindEurope 2025. Med sig fik de en messestand, bord og en bunke flyers til uddeling.

Tyggegummi kan indeholde op til 80 forskellige kemiske stoffer.  Der er en grund til at et tabt/smidt tyggegummi ikke sådan forgår. 🙂 En undersøgelse fra Tænk viste, at fire ud af fem tyggegummi-brands markedført til børn i Danmark indeholdt hormonforstyrrende stoffer. Kort sagt: Det meste tyggegummi er noget lort. Time to invent.

Det var journalisten Sussi Hviid fra Svaneke, som på sit køkkenbord havde ‘genopfundet’ tyggegummiet. Tre-fire-fem ingredienser. Naturlige naturligvis. Og langt de fleste af dem økologiske. 

Det var en vild drøm. Om at etablere en tyggegummifabrik på Bornholm med afsæt i chicle – saften fra gummitræer. Tyggegummi – sådan som det havde været i 1000 år før industrialiseringen. Om at udvikle egne, lokalt producerede smagsstoffer. Om at bruge  saften fra øens birketræer i stedet for sukker.

Iværksætterdrømmen endte – fordi vi løb tør for penge og kræfter. Men ikke uden at have taget den helt store rutschetur: møder, messer, kaffe på de dyreste adresser, store håb, store drømme, store nedture, 100-vis af timer på at udvikle kommunikation og emballage, koncepter, justerede koncepter, fabriksdesign, regneark, regneark, regneark. Men jeg ville ikke have været turen foruden.

Man kan få en tatovering i en brandert. Man kan få den som en del af et væddemål. Eller man får sin tatovering, fordi man er vild med tatoveringer, med kombinationen af tusch, smerte og hud.

Min ‘undskyldning’ er, at jeg blev kuppet. Tørret godt og grundigt. Fanget i en slags catch-22 i fuld offentlighed og med rigtig, rigtig mange tilskuere. Her kommer historien.

Det var i tiden umiddelbart efter den store workshop. Folk og fæ og andet bornholmsk godtfolk var blevet inviteret ombord på Povl Anker for i fællighed at udvikle det brand, som fremover skulle være ledestjernen for al udvikling på solskinsøen.

Turen med det gamle skib tog 30 timer. Og da Povl Anker igen lagde til kaj, var folk, fæ og andet bornholmsk godtfolk blevet massivt enige. Bornholms fremtid var grøn, og lynhurtigt blev der udviklet en brandingstrategi, der fik det dobbelttydige navn Bright Green Island: den lysegrønneø eller den kloge, grønne ø. Målet med Bright Green Island var, at Bornholm i 2014 skal kunne bryste sig af at være mere grøn end de fleste.

Set fra sidelinien virkede det som om den sejlende workshop havde generet en hidtil uhørt enighed – og en tilsvarende mængde positiv energi.

Og straks gik teknikerne i gang med at kortlægge øens C02-forbrug, endevende mulighederne for en mere intelligent brug af vores vindkraft, scanne el-bilsmarkedet, vurdere isoleringspotentialet i de kommunale bygninger, mulighederne i Fair Trade kaffe, solcelleprojekter, varme-pumper, bjergvarme, biogas, gyllekraft og jeg skal gi’ dig. Snart var der fuld fart på. 

Og inden vi får set os om, så er Bornholm arnestedet for både testning af el-biler og udvikling af intelligente ladestationer, som gør, at det kan betale sig at ‘plante’ endnu flere vindmøller.

I Nexø havde to kreative sjæle gået amok. Grafiker og designer Jane Hamilton og glaspusteren Pernille Bülow var som så mange andre ‘workshop-ramt’, optændt af den hellige ild. Et gigantisk brainstorm-stykke-papir havde affødt tanker. Mange tanker. Så mange tanker, at det kom erhvervsambassadøren for øre. Hvorfor det faldt i mit lod at drage til Nexø og forsøge at konkretisere de to vilde kvinders tanker ned til noget håndterligt – det står fortsat en smule uklart.

Men anyway – jeg mødte op. Med blok og med pen.

Og øverst oppe over Pernille Bülows ‘glaspuster-fabrik’ på havnen i Nexø gik det så over stok og sten. De to vilde kvinders koncept var affødt af en vild trang til at gøre noget. At handle. At fortælle bornholms nye grønne fremtid på en anden måde: Designprodukter af enhver slags med indbygget fair trade og økologi. I første omfang en økologisk t-shirt og et fairtrade glasperlearmbånd. Men senere skulle alle kreative sjæle på Bornholm og andre gode steder i verden kunne bidrage med produkter og idéer.

De to vilde kvinder ild smittede – der er højt til loftet på 2. salen i Nexø – så det gik over stok og sten. Den ene idé overhalede den anden. Og på et tidspunkt dukkede den forbandede tatovering op. Den ultimative form for branding. Og måske kom jeg på et tidspunkt til at sige, at så ville jeg have den første – for ligesom at bakke idéen op.

Meget, meget lang tid senere. Meget lang tid efter at erhvervsambassadøren havde fået sit papir, stod jeg pludselig midt i et pressemøde på Bornholms Kunstmuseum, hvor de to vilde kvinder ville præsentere konceptet og de første produkter. Og fanden tage mig om de ikke til sidst – i fuld offentlighed – fortalte historien om dengang på 2. salen – og overrakte mig min tatovering.

Jeg havde aldrig, aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle have en tatovering. Intet kunne være mig fjernere. Men nu stod jeg der. Langsomt blev jeg moden.

Ikke så meget fordi, jeg ikke kunne overskue den lange række af henholdende forklaringer, jeg blev nødt til at komme med, hvis jeg ikke fik den lavet. Men mere fordi det var en god og sjov idé at erklære sin kærlighed til Bornholm. En kærlighed, som jeg nu  aldrig slipper af med.

Sparring, udvikling, redaktion og layout af ansøgning for Madkultur Bornholm. Ansøgningen til NordeaFonden gav 4,5 mio. kroner til gaarden – center for bornholmsk madkultur.

En ældre sag, hvor jeg brugte modsætninger mellem Danmark og Brasilien til at skabe et udviklingsrum, hvor begge parter kunne lære og udvikle. Enkelt og effektfuldt – nærmest Powerpoint – layout. 

Et omdrejningspunkt for dansk kultur- og erhvervsliv – midt i Rio de Janeiro. En dynamisk, innovativ, opsøgende og igangsættende organisme, der skal promovere dansk kunst, kultur og erhvervsliv, samt brande Danmark.

En dynamisk, innovativ og igangsættende organisme, der inviterer Brasilien til at møde det eksotiske Danmark. Der inviterer Danmark til at møde det eksotiske Brasilien.

Kontraster skaber dynamik. Dynamik skaber vækst.

Ansøgningen gik igennem – og vi udveksler os fortsat sammen med Brasilien.

Sort som én i helvede…

Lakrids og porter. Humle, ‘sort’ og røget malt. Håndplukkede lakridsrødder fra Italien og anis fra det nordøstlige Kina. Født og brygget i en lille kobberkedel midt i Svaneke, midt i Østersøen. Håndværk, tradition, nytænkning og kvalitet. Lakrids by Johan Bülow og Svaneke Bryghus hånd i hånd.

Smid den op i et champagneglas og lad skummet gøre den endnu smukkere. Nyd den alene. Eller sammen med andre. Nyd den alene eller sammen med mad, der ikke er bange for at blive sagt imod.

Mere inspiration på www.lakrids.nu

En kobberkeddel. Vand. Noget godt ristet malt. Et par skefulde humle. Noget gær. Lakridsrødder fra Italien i rigelige mængder. En smule anis fra Portugal. Brygmester Jan Pauls rolige hænder og hans fornemmelse for ‘den gode øl’. Ild på. Tålmodighed. Og akkuratesse. Og voila – lakridsporter. Sværere er det ikke. Men smag selv. 

Kapitel 1:
Det var dengang, sundhedssæben Leciton var et hit – og tandpastaen hed Perletand. Det var dengang, der var noget der hed Bornholms Låne- og Diskontobank. Det var dengang, øen var velforsynet med biografer: Hasle Biograf, Kino Gudhjem, Bio Nexø, Nordbornholms Kino, Aakirkeby Kino, Rønne Bio, Rønne Film Forum og Rådhusteatret, der i øvrigt kunne kontaktes på telefon 25. 

1966. Det var dengang, en billet til København i et 1. klasses enkeltkammer beløb sig til 37 kroner. Og billetten købte man naturligvis hos Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866. Det var dengang, der stadigvæk blev produceret øl, hvidtøl og sodavand i Nexø. Det var dengang…det var en anden tid. En tid med fremtidsdrømme og ny teknologi, der buldrede frem: Telefoner, fjernsyn og biler. Nogle steder…

1966. Balka nærmest glemt. Ihvertfald sjældent en del af dagsorden, når de rige bønder holdt møde i sognerådet. Grundene var billige – i omegnen af en krone pr. kvadratmeter.. Husene byggede man selv. Balka – længere ude end Bodilsker Sogns fattighus, som først blev nedlagt i 1970. Destruktionsanstalten eller Balka Sæbe var for længst holdt op med at producere Marseille sæbe nummer 1. Men det var cementstøberiet, der var arbejdspladsen.

Det var dengang, at Tidende kunne fortælle historien om, at en ung mand fra Pedersker blev dræbt, da han den 22. august ved 6.40-tiden på knallert blev påkørt af toget i baneoverskæringen ved Balka Trinbræt. 

Balka – længst ude i den yderste provins, selv om togturen til Nexø tog under 10 minutter. Og alligevel langt fra storbyens bekvemmeligheder. Organiseret vandforsyning var noget, man kunne kigge i vejviseren efter. Byggede man hus, så byggede man også en brønd. 

Det var dengang, at to dumpe drøn en dag fik mågerne til at lette ude i bugten. Det var dengang, hvor dynamit var noget, man bare hentede. Og møbelpolstreren, der var i gang med at bygge hus, havde ingen erfaring med dynamit. Han havde ingen idé om, hvor meget dynamit, der skulle bruges. Det havde hans ven heller ikke. Man måtte prøve sig frem. Dobbelt ladning, altså. Yderligere to dumpe drøn, fik naboen op ad stolen: Nu måtte de fangema’ stoppe, inden de fik lagt hele byen ned. Men efter nogle timers hårdt arbejde med skovl og trillebør, så var der vand – en brønd. Just do it, som man siger. 

I dag er Balka noget helt andet. Uden for sæsonen en fredelig landsby med 185 helårshuse, en børnehave – og et vandværk. Om sommeren: Masser af turister. 225 fyldte sommerhuse. To temmelige store badehoteller. Turistbusser. Tennisbaner. Swimmingpools. Windsurfing. Havkajak. Kitesurfing. Helstegt pattegris i Weekendhytten: Det flade vand, nordeuropas fineste sand, bugtens smukke rum trækker både børnefamilier og medieopmærksomhed til fra hele verden. I dag er Balka in. Meget in. Så meget in, at der skal bødes tæt på 3 millioner kroner for et 82 kvadratmeter stort sommerhus. Men det er jo også her, solen står op på Bornholm.

Møbelpolstreren blev aldrig rigtig glad for sin brønd. De næste år måtte han flere gange høre på naboerne, der beklagede sig over, at han havde sænket vandstanden i deres brønde. Samtidig var vandet ikke af den bedste kvalitet. Hundsemyrevand kaldte man det med reference til mosen. Og om sommeren løb brønden tit tør.

Nogle år senere – den 3. december 1966 var møbelpolstrer Erik Andersen med til at stifte Balka Strand Vandværk. 34 stemmeberettigede var mødt på Pension Balka Strand. Og man havde travlt: Bodilsker Sogn havde nemlig besluttet, at nu skulle Balka kloakeres. Der skulle graves – og hvorfor så ikke lægge vandrør ned samtidig?

Allerede 16 dage senere var man klar til oprette konto hos Sparekassen, samt indkøbe et styks kassebog og et styks medlemsbog. I februar 1967 var man så langt, at Sparekassen for Nexø og Omegn bevilligede en kassekredit på 150.000 kroner. Andelshaverne skulle selv finansiere de resterende 80.000 kr. Balka var på vej til at få sit eget vandværk – som ét af de sidste steder på Bornholm.

Overalt hvor man satte gravemaskinerne i jorden væltede det op med store store sandsten. De blev blot væltet til siden – og i en lang periode lignede Balka et borgerkrigsramt område. 

Foruden møbelpolstrer Erik Andersen bestod den første bestyrelse 

af formanden salgskonsulent P.G. Hansen, skibsinspektør K. Lundsgaard, B. Møller Pedersen og Carl Aage Gudbergsen.

I 2016 er der over 400 andelshavere i Balka Strand Vandværk. Hvert år leveres der 35.000 kubikmeter vand. De 185 helårshuse står for 55 procent af forbruget, sommerhusene for 25 og de to store badehoteller forbruger 20 procent af produktionen. Hele ledningssystemet er nu kortlagt digitalt. På den måde minimeres risikoen for, at f.eks. entreprenører graver ledningerne over. I løbet af 2017 skiftes alle målere, så man blot skal køre forbi i en bil for at aflæse forbruget. Vandværket er 100 procent automatiseret. Oppumpning af råvand, iltning, filtrering og udpumpning til forbrugerne styres og overvåges af en computer. Produktion og forbrug kan følges minut for minut. 

Det 1. hul
Blot fire måneder efter stiftelsen af Balka Strand Vandværk begyndte jagten på vand.

Den første marts 1967 – på en temmelig blæsende onsdag – satte boremester Holger Lind boret i jorden på Vestre Strandvej 8A. Balka. Den første boring. Det første hul. Var der vand i undergrunden, ville man bygge et pumpehus på grunden.

Den 4. marts klokken 17.00 var boret nået fire meter ned i den hårde, hvide klippe. Den 13. marts: 19 meter. 20. marts: 28,5 meter og meget hård klippe. 7. april: 62 meter og atter hård sten. 

Endelig den 8 april nåede maskinerne ned på 66 meter, vandet sprang og prøvepumpningen kunne begynde. 27. april kunne Bornholms Tidende fortælle, at der nu var boret ned til 82 meter, og at boringen kunne levere 15 kubikmeter om dagen. Der var vand nok. Sideløbende med Bodilsker Sogns kloakering af Balka, blev vandledningsnettet udrullet og allerede 1. januar 1968 nåede Balka Strand Vandværk op på 130 andelshavere.

Den årlige vandafgift udgjorde 325 kroner. Om året. Uanset hvor meget vand, man brugte. Det betød, at der i perioder var et enormt vandforbrug i Balka-området: Op mod 130.000 kubikmeter om året. Først da man i begyndelsen af 90’erne indførte vandmålere, kom der styr på forbruget.

Det 2. hul
Boringen på Vestre Strandvej blev for lille i begyndelsen af 70’erne. Forbruget steg. Turismen foldede sig ud. Flere sommerhuse. Badehotellerne voksede – og når de fyldte deres swimmingpools, så manglede der vand til Balka-boerne. Samtidig var der udfordringer med at slippe af med okker i vandet. I 1973 begyndte planlægningen af både en udvidelse af vandværket og en ny boring på Birkevej. Boringen var ingen stor succes. Og de næste fem-seks år sloges Balka Strand Vandværk både med okker og øgede pumpeudgifter, samt kuldioxid i vandet som angreb installationerne og måtte dæmpes med kemikalier. Situationen var uholdbar. En ny boring trængte sig på.

Det 3. hul
Enhver vandværksmesters våde drøm er masser af vand i suveræn kvalitet med så meget tryk nedefra, at man ikke behøver at bruge strøm for at pumpe det videre.

Siden de første to boringer var man generelt blevet noget klogere på vandet, på geologien. Og geologernes oversigter viste, at langt, langt ude på marken vest for Stensebyvejen skulle der være vand. Meget vand. En fredag eftermiddag i begyndelsen af august 1980 – midt i høsten – leverede Bjarne Pihl fra Bornholms Brøndboring ’den våde drøm’. Boret ramte 42-43 meter, og vandet sprang så heftigt, at en entreprenør i al hast måtte tilkaldes for at aflede vandet, inden det kom under kontrol. Selv uden pumper væltede der 18.000 liter op i timen. 

Prøvepumpninger viste senere, at der uden problemer kunne pumpes op mod 40.000 liter i timen. Altså mere end rigeligt til at dække behovet. Og de sidste 35-36 år har dette hul leveret vandet til hele Balka-området. Hver dag. Året rundt. Og der er stadigvæk så meget tryk på vandet, at pumperne ude ved boringen ikke har noget at lave, når turistsæsonen er slut – så løber vandet selv de 1,5 km ind til vandværket.

Ideen har altid været der.  Spring en camino over. Hold ferie i din egen baghave. Slip flyskammen. Hold omkostningsreduceret og CO2-lav ferie. Gå-ferie på Bornholm. Alene. Telt, køkken, tøj, grejer og mad til – i hvertfald – seks dage. Men kan man det? Giver det mening? Giver det mening at holde ferie, vandre af lutter kendte stier? Helt alene? Med venstre fod i vandkanten?

Jeg er en sen-campist. Først på den anden side af seks årtier lærte jeg at påskønne kombinationen af telt, liggeunderlag, sovepose og oppustelig hovedpude. Så det var alligevel med en vis tøven, tæt på tvivl, at jeg begav mig afsted.

Turen begyndte søndag meget sen eftermiddag – efter to intense dage på Madens Folkemøde. (Kan anbefales). En prolog. 3 km. Fra Rønne city til Blykobbe Plantage. Teltet var sat inden dugtid. Prologen var et bevidst valg. Den forsynede mig med en exitmulighed, hvis tvivlen skulle vinde, hvis den mentale kapacitet ikke rakte til. For hvordan overbeviser man sig selv om, at man sagtens kan holde sit eget selskab ud i en fem-seks dage? 

Prologen var samtidig en god mulighed for at teste grejernes beskaffenhed, inden det gik løs.

At vandre er mere end at gå. At vandre er mere end ‘det ene ben foran det andet – og ‘nøj, se der er en stor fugl’. For mig er vandringens styrke, at den langsommelige og adstadige fremdrift strækker tiden og skaber et helt unikt samtalerum. Vandringen giver et trygt rum for kommunikation: Der er tid nok. Du skal nok få fortalt dine historier eller luftet dine tanker, bekymringer og glæder. Man kan næsten uden omkostninger afbryde eller sætte en samtale på stand by. Vi fortsætter bare i morgen.  Det giver tid og plads til refleksion. Og gentagelse.

Sådan har det fungeret på Olavsleden, sådan har det fungeret på caminoen, sådan har det fungeret på vores ‘all-day-out-vandreture’ på Bornholm.

Men fungerer det også for en solo-vandrer?

Ja, tak. Det fungerer. Og summasummarum: Jeg kommer til at gøre det igen. Man kommer langt omkring, når man har 16-17 vågne timer i eget selskab. Der kommer mange sange. Mange nye tanker. Mange gamle tanker. Og gode refleksioner over det hele.  En slags power-rum, som har skrællet nogle lag af.

Bundlinjen blev 150 km på fem dage – uden prologen.

Selskab var der ikke meget af her tidligt i juni måned – og midt på den femte dag, synes jeg, der var en meget klar tendens til, at dialogerne fik  lidt præg af genudsendelse og besluttede at springe en overnatning over og få flyttet brikken helt hjem fra Nexø.

Bornholm er som altid en stor oplevelse – også selv om man går på kendte stier. Og man bliver nemt meget taknemmelig over at bo her.

Det kom lidt bag på mig: Spændende at se, så hurtigt den pænt stressede journalist fra en noget opkogt, hidsig og udfordret arbejdsplads skifter ham: Bliver teltmand, finder glæden ved det hårde underlag og frysetørret mad, finder roen med morgenmaden (kaffe, müsli og havremælkspulver med vand), mens teltet tørrer helt. Som den mest naturlige ting tager man bad og vasker the “first layer” i Østersøens knap så varme vand lidt syd for Allinge. Og lever med at der ikke lades meget strøm på powerbanken, når det er overskyet.  Ikke en eneste negativ overvejelse. Ikke en eneste fornemmelse af bøvl eller åh-nej-nu-skal-teltet-op-igen. Det hang sammen. Med Barbies Kent: I do telt.

Turen nedbrudt i etaper
(km-angivelserne er vejledende)

Søndag: Rønne – Blykobbe Plantage. (Telt) (3 km)

Mandag: Blykobbe – Vang. (Telt) (17 km)

Tirsdag: Vang – Tejn – Rø Plantage. (Telt) (32 km)

Onsdag: Rø Plantage – Paradisbakkerne. (Telt) (45 km)

Torsdag: Paradisbakkerne – Nexø. (Vandrehjem) (10 km inkl. Nexø). 

Fredag: Nexø – Rønne. (48 km)

Alt det andet
Madpakken: Frysetørret mad, nudler og suppepulver (frokost), tilsæt-kun-vand-morgenmad (müsli iblandet havremælkspulver) – og ganske mange figen/energibars. 97% vegansk.  Klædeskabet: To gange baselayer. To gange Terrex uldtrøje. Kasket. To par strømper. Håndklæde. En downjacket til de kolde nætter. Et regnslag. Ubrugt tøj: lange bukser og et par buffs.
På ryggen:  Min 65 liter Gregory leverede igen varen – et skuffedarium af en rygsæk, der gav fem dage med disciplineret stram orden.  Med 3 liter vand ramte vi 20 kg, som langsomt blev reduceret undervejs eftersom madsækken blev tyndere.
På fødderne: Adidas Terrex Hiker 2 og et par gode uldstrømper. (Falke TK2, Explore Wool).
I hænderne: De uundværlige poles: Trekmates Walker Shock.


Who’s next?

Disclaimer: (Ingen affiliate markedsføring.)(Billedet er lavet i samarbejde med min ven AI.)

580 km sætter sine mærker. Så meget Sverige gør indtryk. Så meget Norge sætter sit aftryk. Vi gik fra Sundsvall. På tværs af Sverige. Ind i Norge. Skt. Olavsleden – en pilgrimsrute med snart 1.000 år på bagen. 

Historien kort: I 1030 gik Olof denne vej for at lave et bagholdsangreb, så han kunne generobre sin tabte norske trone. Og tag ikke fejl af denne Olof. Han fylder meget i både Sverige og Norge, selv om hans generobringsprojekt faktisk ikke rigtigt lykkedes.

Mere proces end mål. Det er svært at forklare. Det kræver nok en bog. At gå gør noget. At gå kan nogle gange fucke tiden,  strække tiden. At gå langt, dag efter dag, i tæt på 30 dage, åbner døre hvor nøglerne har været væk længe. At gå gør noget. Det er f.eks. ganske svært at tælle sommerfuglene i vejkanten, hvis man kører bil.

At gå gør, at næsten alt smager godt; at gammelt smager nyt; at chokolade er pivende sødt; at en smultron – ét af skovens mirakler – nærmest blæser en bagover, skovjordbærrets lidenhed til trods. At gå gør godt. At gå langt gør, at man bliver taknemmelig for en bænk. Taknemmelig for en vandpost på en kirkegård. 

Ordet dyb ferie trænger sig på.

At gå har gjort mig taknemmelig. Tak til min smukke kæreste for at invitere mig med og for holde mig ud. Tak til mine sko som bragte mig så langt. Uden en vable. Uden bøvl. Uden at pive. Tak Adidas for jeres Terrex Free Hiker. Taknemmelig for at have fået lov at være undervejs med, gå, spise, snakke med Jil, Koen, Cath, The Nordbys, Inger, Andreas, canadierne, Andrea, franskmanden, damen fra Tønder og Mariejke. 

Tak for at være med til at gøre livet lidt bredere, dybere, tykkere, lidt federe. Tak til jer. Tak for jer. At gå har gjort mig taknemmelig – tak til alle de svenskere og nordmænd, som har lagt mark, vej, gårdspladser, havestier, indkørsler, græsplæner til vores færd. 

Tak til alle dem som omfavnede os med deres opmærksomhed og hjalp os på vej – den gamle mand med den røde cykel, atw-manden og hans hund, de to fiskere, Allan the moose, Morten i Markabygda (tak), præsten, vagtmesteren, manden med jagthundene og alle de mange andre.  

Tak til en eller anden for at tage røven på mig og gøre alting endnu vildere, endnu voldsommere, endnu større. Tak for alle udsigterne, fosserne, søerne, skovsøerne, hindbærbuskene, blåbærrene, stierne med mudder og myg, sommerfuglene… 

Tak for at få lov til at være væk, at gå en hel lang dag i skoven på små stier, for så sidst på eftermiddagen at blive hældt ud i samfundet igen med missende øjne. Tak til mit telt (Asivik Explorer 2) for ikke at tynge unødigt og samtidig levere varen. Tak til vores Minimo Jetboiler, som sørgede for mad og varmt vand på hele turen. Awsome apparat. 

Tak til Norge for en god og uddybende introduktion til både højdemetre og grader i procenter. 

Tak til mine poles (Trekmates), som gav mig fire ben og tak til Sportdress på Haslevej for at have dem på hylden. Tak til Sea2Summit for deres Aeros Pillow, som jeg endte med at foretrække selv på hostel eller hotel. Tak til Patagonia (Nanopuff), som holdt os varme, uden at det nærmest kostede plads eller vægt. Tak til Exped (Flex Mat Plus) som reddede mig ryg og gav mig en madras at sove, sidde, ligge, strække på. 

Tak til Gregory for sækken, which had my back for a month – og som bare sad der uden at gøre opmærksom på sig, selv om vi på udvalgte strækninger i timevis kravlede og væltede rundt i mudder på stier, som kun dyrene kunne have skabt. Single track deluxe. 75 liter og bygget så indlysende fornuftigt og intuitivt, at selv et væsen med kreative tændsatser (mig) over meget store strækninger fremstod totalt gennemorganiseret og checket. Tak. 

580 km sætter aftryk. Mine sko var nye – out of the box i Sundsvall. Transformationen var total. Sålerne slidt ned, næsten væk,  mellemsålen var begyndt at ‘snakke’. De lignede noget, der er løgn. De lugtede dobbelt død hest. De har fået tæsk: mudder, skærver, grus, asfalt, rødder, klipper, vandløb, vådt græs. I 30 dage. Æret være Jeres minde. Tak til Adidas for deres Terrex Hiker 2.

Tak for al medvinden. Tak for ‘the path provides’. Tak for det gode vejr. Tak til præsten for et sidste vildt punktum i et af Nidaros-domens sidekapeller, hvor der var pilgrimsmesse for en lille udvalgt skare. Tak til min dj i det høje, for dagen efter at lade mig vågne med et U2-nummer i ørerne, som ikke var til at overhøre. Et nummer, jeg har skamhørt i min ungdom. Teksten kunne jeg. Men ikke titlen. Det tog lidt tid, inden jeg fandt frem til at sangen hed God Part II. Men sådan er der så meget. Alt er godt. Tak.

(Artikel i magasinet Bornholm)

In memoriam. Græker Kaj er historien om bonderøven fra Bornholm, der ved et uheld kørte ind i en radiovært – og blev berømt. Det er historien om den gode historie, om at kunne fortælle, om ikke at kunne lade være, om det gode humør, den smittende latter – alt sammen med afsæt i et liv med smøger, småfusk, bajer, ‘dronninger’ og slagsmål.     

Første gang jeg ’mødte’ ham var en søvnig lørdag sidst i maj. Det lokale fodboldhold havde bedt om assistance. Der manglede en højre back. Sidst i første halvleg lander Græker Kaj iført brandert og rød Puch Maxi med bajere på bagagebæreren – og ingen bremser – midt inde i fodboldkampen, der naturligvis må afbrydes, indtil mand og maskine med lidt hjælp finder plads på sidelinjen. 

Historien om Kaj Stage Jeppesen eller Græker Kaj, som er bonderøvens kaldenavn, er en historie om et liv levet på kanten med 100 kilometer i timen. 

Græker Kaj er en styrvolt. Og et mirakel. For hvis alle historierne er sande, så er det lidt vildt, at manden har overlevet længe nok til at blive folkepensionist. Kaj mener nu selv, at han har løbet hornene af sig: 

»Jeg slås ikke så meget mere.« 

I 1940 blev E. Frederiksen klubmester i Frederikssund Skakklub. Samme år kom Kaj Stage Jeppesen til verdenen i den gamle værftsby. To begivenheder, som tiden givetvis ville have slettet, hvis ikke…, at Græker Kaj et par og tres år senere foranstaltede endnu et ’knallertuheld’ ved Bakka Røgeriet i Østre Sømark på Sydbornholm og kører frontalt ind i radioværten Mads Vangsøe.

Græker Kaj forsøger at tale sig ud af miseren. Klik, klik, klik, sagde det så. Og i dag er selvsamme Græker Kaj hver onsdag en skattet (egen fanklub) radiostjerne i det populære radioprogram Monkey Business på P3, hvor han gavmildt deler ud af et langt livs historier og giver dagens lottotal. 

Og så kommer historierne væltende. 

F.eks. om dengang han blev rullet i Nexø, da den yderste provins fejrede europamesterskabet i fodbold. Misæderen og hans venner fik nogle på ørerne af en gal mand iført høsthat, bermudashorts, brandert og sutsko.

Om de to københavnske dronninger, der i weekenden var på besøg hos nogle af GrækerKajs venner i Nyker.

»Det blev en lang nat. For jeg ælsker kvinder.« 

Og så kommer historien om bagerfruen, der altid bestilte logepladser i biografen og inviterede den unge Kaj Stage Jeppesen med. 

Og så følger historien om hovmesteren, der kom skidepiller i sovsen, fordi han hellere ville spille jazz end fange fisk. 

Om dyrskuet, hvor Kaj og vennerne købte et æsel og tog det med på værtshusturné. 

»Bornholm er ingen kedelig ø.« 

Græker Kajs liv er historien om banditter, kanibalfester, om livet på landet i 50’erne, hvor bønderne kunne hente skoleelever, hvis de stod og manglede et par hænder til høstarbejdet, om tiden på Søfartsskole, jungmand, skudeskipper, ekspedient i en landhandel, Den Gyldne Sølvsko i jitterbug, om flugten fra Stevns til Bornholm, tiden som sømand på de syv have, om Tove og de tre (fire) børn, om den 70-menneskerstore surprisefest i Pedersker Samlingshus, da han fyldte 65, om det vilde og eventyrlige liv på Bornholm, da der var penge – rigtig mange penge – i fisk. 

»Er du Vimmerkaj. Det var sateme tider.« 

Selvsamme Græker Kaj indtog lørdag den 11. februar 2006 scenen i Dansk Melodi Grand Prix og var medvært, mens det halve Danmark var bænket foran skærmen. 

Og Græker Kaj var upåvirket af al virakken, selv om turen til Aalborg betød fire dage på Cola. 

»Det stod sgu i kontrakten. Men ellers var det en fremragende tur. Virkelig flinke mennesker – og sikke en fest, vi havde bagefter.« 

»Den dag jeg nikker af , så tror jeg ikke, at jeg er gået glip af så meget. Men mon der er ikke er et par tossestreger tilbage,« siger Kaj. 

Endnu en historie, et host og et grin og… 

»Ja, min hukommelse fejler sgu ikke noget.«

Endnu en historie, et tobakshost og et grin og… 

»Jeg glemmer det aldrig, du. For satan.« 

Endnu en historie, et tobakshost og et grin og… 

»Så du røven, da katten pissede i Hamburg.« 

Endnu en historie, et tobakshost og et grin og… 

Græker Kaj med det borgerlige navn Kaj Stage Jeppesen afgik ved døden den 22. august 2015.